Noter i forelæsning, holdtimer, laboratorium og klinik

Kort svar først. Forelæsningsnoten fanger argumentets form, fordi én person taler til 250, og du skal have strukturen. Holdtimenoten fanger rettelserne, fordi det er der, du finder ud af, hvad du havde misforstået. Labjournalen fanger det, du faktisk gjorde, skrevet mens du gør det. Klinik-noten fanger det, du lærte, uden at fange hvem du lærte det af. Case-noten fanger det argument, der vandt. Vejledningsnoten fanger det, vejlederen sagde om jeres tekst, ordret.

Samme uddannelse, syv forskellige opgaver. Næsten alle råd om noter tager udgangspunkt i et auditorium, og auditoriet er sjældent det rum, hvor karakteren bliver afgjort.

Hvilke rum underviser en dansk uddannelse i?

Dit skema er ikke ét format gentaget. KU's side om bacheloruddannelsen i økonomi beskriver de to hovedformer: "store forelæsninger med cirka 250 studerende", hvor undervisningen er envejskommunikation, og "holdundervisning med cirka 35 studerende" på stamholdet, hvor diskussion, analyse og spørgsmål til underviseren finder sted. Første år ligger på "cirka 21-24 timer om ugen".

DTU beskriver det samme med ingeniørens ord. Holdundervisning er "undervisning i hold med 30-40 studerende". Forelæsninger holdes i auditorier med "flere hundrede studerende til stede ad gangen". Dertil kommer værksteds- og laboratorieworkshops og grupperegninger, hvor "du sammen med dine medstuderende i mindre grupper løse opgaver støttet af en hjælpelærer".

CBS sætter tal på ugen: cirka 37 timers studieindsats, hvoraf 12 til 14 timer er undervisning og 20 til 25 timer er forberedelse. Øvelsestimerne er der, hvor "du arbejder praktisk med den teori, der er blevet gennemgået til forelæsningen", med cases og beregningsopgaver.

Læg dertil laboratoriet, hvis du læser naturvidenskab eller teknik, klinikken eller praktikken, hvis du læser medicin, sygepleje, pædagogik eller til lærer, og projektvejledningen, som næsten alle har.

Åbn dit skema, og tæl de timer, der ikke er forelæsninger. Det tal er den del af din uge, der ikke har en notemetode bag sig.

Forelæsningen: hvad skriver du, når du ikke kan skrive alt?

AU Studypedias handout om før, under og efter forelæsningen begynder før auditoriet. Læs beskrivelsen af emnet og teksternes overskrifter, læs op, og skriv så "et referat af eller spørgsmål til teksten". Det vigtigste punkt: "Skriv også hvad du ikke forstår og tag dine spørgsmål eller videnshuller med til forelæsningen." Så har du allerede overskrifterne, og forelæsningen kan bruges på det, der ikke står på slides.

Beslut, hvad du skriver, før den begynder

Slides findes allerede. Noten skal fange det, de ikke indeholder.

• Skelettet. Afsnittene, og det spørgsmål hvert afsnit svarer på.
• Det der blev sagt, men ikke står på slidet. Forbeholdet, sidebemærkningen, ræsonnementet mellem to punkter. Det findes ingen andre steder.
• Regneeksempler i fuld længde. Også de trin, der så oplagte ud, mens du kiggede på dem.
• Et mærke i margenen ved alt, du ikke fulgte med i. Så kommer du videre i stedet for at gå i stå på én linje.

AU's handout foreslår, at du strukturerer noterne efter Cornell-metoden og gerne tager visuelle noter. AU Studypedias side om noteskrivning beskriver metoden som feltinddelte noter, hvor du "stiller spørgsmål, sammenfatter emnet og arbejder aktivt med stoffet". Den findes forklaret med eksempel i artiklen om Cornell-metoden. Den er et forelæsningsformat. Den passer ikke til laboratoriet, og den passer ikke til klinikken, og resten af artiklen forklarer hvorfor.

SDU's studie- og trivselsvejledning giver det praktiske råd til selve timen: brug "forkortelser og symboler, som du på forhånd ved hvad betyder", og tag stikordsnoter, som du udarbejder senere. Korte, præcise noter er vigtigere end lange.

Inden for et døgn

AU's handout er konkret om timingen. "Afsæt 5 minutter til at opsummere, hvad forelæsningen gik ud på, hvad du lærte og hvad du mangler at vide noget om. En forelæsning rummer ofte 3-5 pointer eller hovedpunkter." Skriv dem ned, og skriv de spørgsmål, du mangler svar på. Bagefter skal du afklare videnshullerne, og handoutet peger på studiegruppen og på at læse dele af teksten igen.

Tyve minutter, samme dag. Læs siden én gang. Gør hvert margenmærke til et spørgsmål, du enten kan svare på eller ikke kan. Dem, du ikke kan, tager du med til holdtimen. Det er det trin, de fleste springer over, og det er det, der gør de fem noteteknikker, der virker, til noget andet end en pæn side.

Holdtimen og øvelsestimen: hvad skriver du, når du selv er stoffet?

En holdtime er ikke en lille forelæsning, og skriver du den som én, får du en dårligere kopi af en note, du allerede har. KU's beskrivelse af holdundervisningen er præcis: det er der, "diskussion, analyse og spørgsmål til underviseren" sker. På DTU regner I opgaver med en hjælpelærer ved bordet. På CBS løser I cases og beregningsopgaver ud fra forelæsningen.

Forbered spørgsmål, ikke referater. Kom med de to spørgsmål, forelæsningen efterlod, skrevet ned, så du har noget at sige i de første ti minutter frem for de sidste to. Instruktoren er den billigste faglige hjælp på hele uddannelsen, og de fleste bruger den til at kigge ned i bordet.

Det, der skal på siden

• Opgaven, og hvor dit svar afveg fra instruktorens. Skriv det som et par: hvad jeg skrev, hvad det skulle have været. Et forkert svar rettet foran dig viser, hvor grænsen for begrebet går.
• Instruktorens formulering. Ikke din omskrivning. Måden, en dygtig instruktor siger "det er derfor, vi normaliserer først", er den sætning, du skal kunne til eksamen.
• Det, en medstuderende sagde, som du ikke selv ville have tænkt på. Væk i morgen ellers.
• Alt om eksamen, ordret, med dato. I uge tolv, når din hukommelse og opgavebeskrivelsen er uenige, vil du gerne have sætningen.

Så stop. Du transskriberer ikke instruktoren. Halvdelen af siden skal være tom, og dine øjne skal være på tavlen.

Før en løbende liste over dine egne gentagne fejl gennem semestret. I uge seks er listen kort, og de samme tre ting står på den. Den liste er mere værd i eksamensperioden end noget sæt forelæsningsnoter.

Studiegruppen og læsegruppen: hvad skriver I, når ingen underviser?

KU tilknytter engelskstuderende en læsegruppe automatisk på første semester og kalder den "et professionelt fællesskab, der er en vigtig base for mange studerende". CBS skriver, at mange studerende selv danner studiegrupper for at diskutere pensum, løse opgaver og forberede sig sammen. AU's handout sender dine ubesvarede spørgsmål fra forelæsningen samme sted hen.

Gruppen har ingen underviser, så noten har en anden opgave. Den skal fange to ting.

1. Det spørgsmål, ingen i gruppen kunne svare på. Skriv det øverst. Det er det, en af jer stiller i holdtimen.
2. Uenigheden. Når to i gruppen forstår et begreb forskelligt, så skriv begge udgaver ned, ikke den I stemte om. Den ene af dem er forkert, og til eksamen skal du vide hvilken.

Alt andet fra gruppen er som regel allerede i dine forelæsningsnoter. Det er også her, aktiv genkaldelse er nemmest at få indført: én i gruppen stiller spørgsmål fra sidste uges noter, de andre svarer med lukkede bøger, og den, der har en flashcard-stak, kører den.

Laboratoriet: hvad skal stå i labjournalen?

Laboratoriet er det ene rum, hvor noten dokumenterer en hændelse frem for en idé, og hvor der ofte hænger karakter direkte på den.

DTU Fødevareinstituttet kalder laboratoriejournalen "dit vigtigste værktøj", når du udfører forsøg, og rådet er uden forbehold: "Skriv alt ned, selv detaljer, der kan virke ligegyldige, kan senere vise sig at være vigtige for forståelsen af dine resultater." Skriv "præcist ned, hvordan du gør tingene, hvilken rækkefølge du blander stofferne i, og fx hvordan prøven så ud den følgende dag". Og motivationen, hvis du mangler den: "Jo mere tid du bruger på at skrive laboratoriejournal, des kortere tid skal du bruge på at skrive din opgave."

Institut for Kemi på Aarhus Universitet lægger sikkerheden ind i journalen: brugeren "skal føre laboratoriejournal, der ud over procedure og resultater også dokumenterer planlægning og risikovurdering af eksperimentet", og skal have læst manualer og sikkerhedsdatablade, før arbejdet begynder. DTU siger det samme på sin side om studieprojekter: opsøg sikkerhedskravene, og spørg til procedurerne for affald, patogene mikroorganismer og giftige kemikalier, før du starter. DTU's side om laboratoriesikkerhed tilføjer, at der gælder retningslinjer for, hvad en studerende må arbejde med, og hvordan studerende skal instrueres, samt regler for, hvornår du må arbejde alene.

På KU er journalen en del af bedømmelsen. Kursusbeskrivelsen for Protein Science and Enzyme Technology på Biologisk Institut giver "kollektiv feedback til laboratorieøvelsesgrupperne på laboratoriejournal og rapport" og kræver mindst 80 procent fremmøde til øvelserne. KU's kursus Lægemidler fra naturen kræver rapporter over laboratorieøvelserne i grupper på to og forventer, at du arbejder sikkert i laboratoriet efter gængs praksis for laboratoriesikkerhed. Læs din egen kursusbeskrivelse, der står formatet.

Den tre-kolonne-note ved bordet

Sæt de tre kilder sammen, og metoden skriver sig selv. Kør tre kolonner.

1. Det, forskriften siger, du skal gøre. Henvis til øvelsesvejledningen med sidetal i stedet for at skrive den af. Risikovurderingen, AU kræver, hører til her, før du starter.
2. Det, du faktisk gjorde. Afvigelser, det reagens du byttede, det instrument der skulle kalibreres igen, og din grund til hver ændring, skrevet ind mens det sker. Det er DTU's "hvilken rækkefølge du blander stofferne i".
3. Det, du observerede, med enheder og tidspunkter. Hele sætninger om alt det mærkelige. Filnavne og placering for alt, computeren registrerede. Og DTU's "hvordan prøven så ud den følgende dag".

Kolonne to er den, alle springer over, og den, rapporten har brug for, fordi metodeafsnittet skal beskrive det forsøg, der skete, og ikke det, der var planlagt. Kolonne tre er der, diskussionen kommer fra, og den anomali, der er tydelig ved bordet tirsdag, er væk søndag.

Rapporten skriver du senere. Det, du gør samme dag, er at tjekke journalen med ét spørgsmål: kunne jeg skrive en hel rapport ud fra det her? Så taster du de rå tal ind i et regneark, mens du stadig kan læse din egen håndskrift, og noterer hvilken observation i kolonne tre du endnu ikke kan forklare. Den uforklarede observation er diskussionsafsnittet.

Telefonen bliver i lommen i laboratoriet. Det afgør optagelsesspørgsmålet, før du stiller det.

Klinik og praktik: hvad skriver du, når du ikke må optage nogen?

Medicin-, sygepleje-, pædagog- og lærerstuderende tilbringer store dele af uddannelsen i rum fulde af mennesker, der ikke er der for at blive studeret. Reglerne kommer fra loven og professionen, ikke fra universitetet, og de er strengere end nogen forelæsningspolitik.

Sundhedslovens § 40 siger, at en patient "har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger". Stk. 2 gør det til din regel: bestemmelsen "finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp". Styrelsen for Patientsikkerhed beskriver kapitel 9 i sundhedsloven som rammen: helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger må ikke videregives uden samtykke.

Dansk Sygeplejeråds klinikpjece til sygeplejestuderende oversætter det til hverdagen: "Du må ikke fortælle om patienternes helbred og fortrolige oplysninger, hverken til dine medstuderende, som ikke er på din afdeling, sundhedspersoner, som ikke er med til at behandle patienten, din familie eller på de sociale medier." Pjecen råder dig til at læse sundhedslovens kapitel 9, før du starter i klinik.

For lærerstuderende er Københavns Professionshøjskoles praktikhåndbog lige så klar. "Som lærerstuderende er du omfattet af reglerne om tavshedspligt." Oplysninger, praktiklæreren videregiver, "må ikke benyttes i skriftlige og elektroniske arbejder, der er tilgængelige for andre, medmindre oplysningerne er anonymiserede og ikke kan genkendes eller føres tilbage til skolen/læreren/eleven". Og om optagelser: "Studerende på KP må kun foretage billede- og lydoptagelser på praktikskolen, hvis det er aftalt med skolen", og aftales det, skal der indhentes samtykke fra personerne eller deres værger med oplysning om det præcise formål.

For pædagogstuderende siger UCN's praktikhåndbog, at billeder, lydoptagelser og filmklip af bestemte personer er personoplysninger, at den studerende i praktikken er dataansvarlig, og at der ved børn under 15 skal indhentes samtykke fra forældre eller værge. Ikast-Brande Kommunes side til pædagogstuderende siger, at du "aldrig" må skrive noget om praktikstedet, børn, forældre eller kolleger på sociale medier, og at tavshedspligten fortsætter efter uddannelsen.

Intet af det siger "tag ikke noter". Det behøver det ikke. En telefon, der optager en stuegang eller en 3. klasse, fanger patienter og børn, der ikke har sagt ja, og en note med navn og cpr-nummer er en videregivelse, den dag den ligger i en cloud.

Praktiknotesbogen

• Læring, ikke personer. Skriv, hvad du lærte om tilstanden, proceduren, klassestrategien. Ingen navne, ingen fødselsdatoer, ingen stuenumre, intet der identificerer en patient eller et barn.
• Refleksion, samme dag. Hvad du gjorde, hvad du ville gøre anderledes, hvad du skal spørge din kliniske vejleder om. Praktikprøven på pædagoguddannelsen bygger på en portfolio med skriftlige refleksioner, og det her er råmaterialet.
• Spørgsmål til skolen. Afstanden mellem lærebogen og afdelingen kommer på en liste, du tager med til holdet.
• Hvor bogen ligger. Ikke på et fælles drev, ikke fotograferet ind i en chat, og ikke i en app, der uploader den nogen steder.

Papir er det sikreste format i praktik, og i de fleste praktikker det eneste, din vejleder er tryg ved at se.

Case-undervisning: hvad skriver du, når argumentet er stoffet?

Jura-, CBS- og psykologistuderende møder casen i stedet for tavlen. CBS' side om case-baseret undervisning beskriver formen: underviseren er facilitator snarere end forelæser, de studerende "deltager aktivt i reelle eller hypotetiske problemsituationer", og arbejdet består af fire opgaver: genkende og forklare problemerne, identificere og vurdere valgmuligheder, foreslå og argumentere for løsninger, og forudsige handlingers effekter. Formatet kan være rollespil, debat eller jigsaw.

Det ændrer noten. I forelæsningen modtager du en position. I casen forsvarer du én, og indholdet er afstanden mellem dit argument og det, der vandt.

1. Før. Én side: din analyse af casen, dit forslag, og det svageste led i kæden. Sæt selv navn på det svage led, for underviseren finder det i de første fem minutter, hvis du ikke gør.
2. Under. Skriv det argument ned, der ændrede holdets holdning, i den form det blev sagt. Skriv underviserens spørgsmål ned, ikke svarene. Spørgsmålene er det, der kommer til eksamen.
3. Inden for et døgn. Skriv dit forslag om, så det holder til de indvendinger, der kom. Kan det ikke skrives om, har du lært mere, end en pæn side ville have lært dig.

For jurastuderende er dommen casen. Skriv faktum, spørgsmålet, resultatet og den ene præmis, retten lagde vægt på, hver for sig. Det er de fire ting, du skal kunne genkende i en ny sag.

Projektvejledningen: hvad skriver du, når det er jeres tekst, der diskuteres?

Vejledermødet er det mindste rum på uddannelsen, og det med den højeste tæthed af information om, hvad der giver karakter. Alligevel forlader grupper det med fire forskellige erindringer.

Én skriver, de andre taler, og I skifter hver gang. Det, der skal ned, er vejlederens ord om problemformuleringen, ordret, det I lovede at ændre, med navn og dato, og den ene sætning I ikke forstod, som I spørger om, før mødet slutter. Skriv referatet samme dag, og send det til vejlederen. Hele metoden, sammen med gruppekontrakt og beslutningslog, står i artiklen om gruppearbejde og projekter på danske universiteter.

Hvordan samler du syv notesbøger til ét fag?

Semestret giver ikke plads til at ordne det til sidst. Eksamensperioden skal betjene alle fag på én gang, og at forlige syv slags noter i den uge er ikke en plan.

Ugesiden

Gør det ugentligt i stedet. Tyve minutter per fag, én side.

• Forelæsningens argument i tre sætninger. Kan du ikke få det ned på tre, fulgte du det ikke.
• Holdtimens rettelse, du ikke så komme. Og mønstret, den hører til på din liste over gentagne fejl.
• Labobservationen, du ikke kan forklare. Eller praktikspørgsmålet til skolen, eller caseargumentet, du ikke kunne svare på.
• Det, studiegruppen var uenig om. Begge udgaver.
• De åbne spørgsmål. Bæres videre, indtil de er væk.

Den side er den eneste af de syv notesbøger, der automatisk er i dine egne ord, fordi ingen andre sad igennem netop din kombination af forvirringer. Gør de åbne spørgsmål til kort, og begynd på spaced repetition i uge tre frem for i læseferien.

Kan du optage noget af det?

Forelæsningen, ofte, med underviserens tilladelse og efter dit universitets regler, og de regler er gennemgået universitet for universitet i artiklen om at optage forelæsninger i Danmark. Vejledermødet, kun hvis vejlederen og gruppen siger ja, før du trykker. Holdtimen, næsten aldrig, fordi du så optager 35 medstuderende, der ikke har sagt ja, og en af dem er ved at sige noget forkert for at lære. Laboratoriet, nej, telefonen er i lommen. Klinikken og praktikken, aldrig.

Den praktiske regel er enkel. Optag forelæsningen, med tilladelse. Alle andre steder skriver du.

Hvor Notibo passer ind

Notibo optager en forelæsning, eller tager en lydfil du uploader, og giver dig transskription, strukturerede noter og flashcards med spaced repetition. Det laver også PDF, PPTX og DOCX om til noter og flashcards, hvilket dækker slides og øvelsesvejledningen til laboratoriet. Dansk er et fuldt understøttet sprog blandt de 89. Den gratis plan giver 30 minutters optagelse om måneden, Pro koster 9,99 euro om måneden med syv dages prøveperiode på månedsplanen, eller 99,99 euro om året, og du betaler i euro med det lokale beløb vist ved betaling. Upload er begrænset til 50 MB. Filerne lagres i EU hos Supabase i Frankfurt, og transskription og AI-noter kører hos amerikanske processorer under standardkontraktbestemmelser. Det kræver samtykke fra dem, der er i rummet, og underviserens tilladelse i undervisning, og det er det forkerte sted for alt fra klinik og praktik. Optag aldrig patienter, børn eller borgere.

Det hjælper i det rum, hvor én person taler. I holdtimen, studiegruppen, laboratoriet, klinikken og til casen er skrivningen stadig din. Mere om optagelsessiden står under forelæsningsnoter.